Pandelampen oplyser vandet, der risler ned langs minens klippevægge. Den fugtige luft efterlader en lugt af svamp. Min krop er foroverbøjet, så hovedet ikke støder mod loftet. Nogle gange kravler jeg på alle fire for bedre at få øje på krystaller. De ligner stykker af glas fra en knust flaske, men er runde i kanten og ikke til at se tydeligt igennem.
Udenfor betragter jeg en håndfuld krystaller med stolthed. Området er totalfredet, og jeg kaster krystallerne tilbage i minen. En sti fører op over minen til en fordybning ind i skrænten som et stenbrud. Her var den oprindelige mineskakt, men som er forsvundet i et senere stenskred.
Spredt omkring på jorden ligger krystaller overalt, blandet med sten og klippestykker. Nogle krystaller er endda noget større end de små, jeg fandt i minen. Det er, som om krystallerne nærmest skyder ud af jorden som mælkebøtter i en græsplæne. Eventyret i hulen for en halv time siden blegner en smule, men det gør ikke noget, for det var spændende at kravle ind i mørket på opdagelse.
For 12 millioner år siden var området omkring fjorden Reyðarfjörður i det østlige Island epicenter for betydelig vulkanaktivitet. Særlige mineraler opstod, da lava, vand og forskellige klippe- og jordarter blev blandet.
I midten af 1700-tallet opdages krystallerne i jorden omkring Helgustadir og bringes til København for videre studier. Krystallerne blev anvendt i datidens optiske instrumenter, hvor man sendte lys gennem dem og foretog forskellige målinger.
Calcitkrystallerne, som på engelsk kaldes Icelandic Spar, blev en eftertragtet handelsvare og alene i perioden 1855-1872 blev der i minen udgravet og eksporteret 300 tons calcitkrystaller. Senere faldt efterspørgslen betragteligt, fordi calcitkrystaller blev fundet andre steder på det europæiske kontinent, og man sparede omkostningerne ved at transportere dem med skib.
I Reyðarfjörður findes også havbrug på størrelse med islandske landsbyer, og i netburene, som er sænket ned i fjorden og forbundet med hinanden, lever laksene som en suppe af tætpakkede fisk.
-hvordan kan det være, at så få taler om “bur-fisk”, når det er alment kendt, at produktionsmetoden bag “buræg” hører fortiden til? tænker jeg.
Alene et havbrug som ved Reyðarfjörður udleder 640 tons kvælstof i havet, og til sammenligning udleder byen Reyðarfjörður 6,4 tons kvælstof. Foruden havbrug har Island en betydelig aluminiumsindustri, en stor fiskeflåde, og pr. indbygger er der et betragteligt antal firehjulstrækkere, som kører kort på en liter brændstof.
Jeg får en mærkelig “smag i munden”, for turistindustrien heroppe markedsfører Island som en nation forrest i den grønne omstilling, og man vil gerne vise og forklare, hvor dygtigt Island er. Målt på det samlede landareal er forureningen lav, men målt på indbyggertal forurener Island mere end dobbelt så meget som Danmark og andre europæiske lande.
På toppen af bjergpasset Fjarðarheiði skubber kaste vindene til bilen, og jeg når ud til rabatten et par gange. Glæden ved at nå forbi toppen og køre nedad gennem dalen til byen ad den snoede bjergvej til Seyðisfjörður føles stor.
– når byer og fjorde kaldes samme navn, må det give nogle misforståelser? tænker jeg.
Hvor der er fladt, er der en virksomhed, et privat slæbested eller får, og jeg er udfordret i at få kajakken i vandet. Nogle kilometer ude af fjorden, ved ruinerne af en hvalstation, lykkes det at løfte kajakken ud på en strand med sten på størrelse med fodbolde. Det er overskyet, og en kølig vind fra øst får hænderne til at føles kolde, selvom vi er i juli.
Kysten er varieret med alt fra flade strækninger hvor får står tæt ved vandkanten, til lodrette klippesider med fuglekolonier, vandfald og sprækker. Fjorden er lang og smal og det giver gode muligheder for at udforske selv i blæsevejr – og blæsevejr leverer Island rigeligt af.
Faldefærdige huse giver glimt af en tid, hvor mennesker boede langs lodrette fjeldsider og med havet helt ind til køkkenhaven. Beboerne levede med en konstant trussel fra naturen. Året rundt, afhængigt af vejret, var der fare for enten snestorme og laviner, mudderskred ved voldsom regn, storme i almindelighed, eller situationer, hvor vejret forhindrede enhver form for rejse, selvom man havde behov for lægehjælp eller skulle føde.
Jeg sejler langsomt, stopper op og sidder helt stille. Jeg forestiller mig mennesker for 120 år siden gå omkring, og hvad de mon lavede, eller hvordan de så ud.
Dværgstenen ligger ud til vandet. En tavle længere inde ved grusvejen fortæller legenden om, at stenen lå på fjordens sydlige side, hvor en kirke også fandtes. I stenen levede nogle dværge, som var kendt af kirkegængerne. Da kirken blev flyttet til fjordens modsatte side, oplevede kirkegængerne en mørk aften et besynderligt lille skib sejle stenen tværs over fjorden, og pludselig var stenen placeret ved siden af kirken. Lokale islændinge var overbeviste om, at dværgene holdt så meget af kirken, at de flyttede med.
Der er desværre ingen andre end mig i nærheden af stenen, for jeg har lyst til at spørge om de stadig tror på legenden om stenen og dværgene. Jeg finder heller ingen dværge.
–Kirkegængerne drak nok lidt for meget, men det var også hårde tider dengang. Tænker jeg.
I fjorden fisker en delfin tæt ved havnen, og de arktiske terner laver styrtdyk efter de fisk, som søger mod overfladen i et desperat forsøg på at slippe væk fra delfinen. Det er livligt, som delfinen bryder overfladen med stor hastighed, og samtidig dykker ternerne lodret ned som missiler og forsvinder under overfladen.
Byen Seyðisfjörður og området omkring, byder på så meget at udforske, at en uge her har svært ved at slå til. Bymidtens træhuse, bygget i norsk stil, vidner om dengang fiskeriet gav vækst, og sidenhen også etableringen af telegrafi med et kabel forbundet til Europa via Færøerne og Skotland. Seyðisfjörður blev porten til Europa og vice versa, og det krævede omstilling af byens borgere for at besætte de mange arbejdspladser med et lavt indbyggertal.
Jeg tager udgangspunkt i byens mekaniske museum, som fortæller om, hvordan udviklingen for alvor tog fart fra midten af 1850’erne, hvor norske fiskere slog sig ned i området med moderne skibe og fangstteknikker, og senere hvor Anden Verdenskrig påvirkede byen.
Under anden verdenskrig landede 2000 engelske soldater med skibe i byen i løbet af 1 døgn, og det gav lidt pladsmangel. De lokale fik mulighed for at tage hyre i forskellige jobs til at støtte basen og det var tiltrængt for krigen havde stoppet alt fiskeri pga. de mange miner som allierede og nazi-magten havde kastet i havet mellem Island og Europa. Der blev også holdt bal med musik og dans, og man registrerede 18 børn født som følge af en romance mellem soldater og lokale kvinder. Desværre holdt relationerne ikke længere, end til soldaten rejste.
I Seydisfjörður findes en rodfæstet kultur af omstillingsparathed, og måske vil netop det “redde” byen fra at ophøre med at eksistere. Indbyggertallet på 700 ansigter har været konstant i flere århundreder, men ungdommen, og deraf byens fremtid, er faldet fra 170 børn i år 2000 til 100 børn i år 2026. Det ses i gadebilledet, for dem, du oftest møder, er enten immigranter på vej til eller fra arbejde, midaldrende venlige islændinge eller unge omkring 16-årsalderen.
Medarbejderen på det mekaniske museum er venlig til beredvilligt at svare på mine spørgsmål om byen, og måske er det, fordi medarbejderen kan høre, at jeg ved “en ting eller to om en ting eller to” vedrørende Island.
Det undrer hende, hvordan det kan være, at flere ikke vil bo så tæt på naturen, som man gør i Seyðisfjörður, og jeg har mest af alt lyst til at spørge, om hun har undersøgt hvorfor, men jeg lader være, for den opløftede samtale skal ikke gøres dyster.
Centraliseringen af fiskeindustrien fjernede løbende arbejdspladser fra byen. Men da et mudderskred i 2020 ødelagde 13 bygninger – herunder virksomheder på havnen – og området efterfølgende blev omdøbt til Rød Zone, hvor der ikke må bygges nyt, og man heller ikke må bo, selvom man ejer en grund eller et hus, blev det det endelige stød, der flyttede havnens industri ud af byen.
Menneskene i Seyðisfjörður omstillede sig hurtigt til at levere service inden for turisme, og i sommermånederne besøger krydstogtskibene havnen, og feriegæsterne fylder byen og køber gadekunst og nipsting eller lader sig bespise på caféerne. Hvad indbyggerne gør for at tjene penge om vinteren, står i det uvisse.
En undersøgelse fra det islandske universitet i Akureyri har dokumenteret, at mennesker i yderområderne er nødsaget til at have to eller tre deltidsbeskæftigelser for at få husstandsindkomsten til at række, men også for at sikre byens overlevelse gennem kultur- og fritidsaktiviteter. Tilflytningen til yderområderne som f.eks. Seyðisfjörður er minimal, men staten forsøger at lokke med tilskud til varme- og elregningen og ved at yde statslån, hvis man vil købe et hus. Bankerne er umådeligt tilbageholdende med at låne penge til at etablere sig i disse landsbyer.
Kvinden fra supermarkedet møder jeg den følgende dag, onsdag, hvor jeg køber adgang til en teltplads på campingpladsen. Torsdag er jeg ude at rekognoscere for at se, hvordan det foregår, når jeg senere skal med færgen en uge efter, og den samme kvinde tjekker biler ind ved færgen, iført refleksvest sammen med flere andre i samme veste. Her i byen må alle løfte i flok, for hvis turismen ikke holdes i gang, mister beboerne deres arbejde, og så begynder livet måske at føles krævende.
En tavle i byens centrum viser en tegning af dalen og har markeret flere vandreruter af forskellige sværhedsgrader.
– Hvordan kan det være, at de ikke har forbundet vandreruterne, så man når op til udsigtspunktet 650 meter over havet?
Flere vandløb krydses med vand til knæene, og stejle skråninger bestiges flere meter op ved at klatre på klipperne. Jeg når udsigtspunktet i 650 meters højde efter 4 timers strabadser, og har opdaget, at der nok var en mening med at ruterne ikke skulle kombineres, for denne tur føles en anelse lang. De følgende dage går jeg mere ydmygt til værks og gør som tavlen foreslår.
I løbet af ugen laver jeg flere dagsture med rygsæk og udforsker dalen og bjergpassene omkring byen. Jeg når ikke at se det hele i og omkring Seydisfjörður, men det er godt, for så kan der være noget at vende tilbage til
Rejsen Island rundt slutter i dag, søndag den 12. juli 2026, og jeg vil gerne fremhæve et særligt læringspunkt:
Når jeg er villig til at leve med flere ulemper på én gang, får jeg adgang til stærkere oplevelser.
Som et konkret eksempel kræver det mental energi at skifte fra kajaktur til køre-selv-tur, fordi der skal pakkes om og planlægges nye seværdigheder i et andet miljø. At skifte gear undervejs – hvad enten det er til bil eller vandring – gør, at det ubesværede flow forsvinder for en stund, indtil den nye rutine indfinder sig. Til gengæld har jeg oplevet noget af Island, som de færreste har, og for det er jeg ydmyg og taknemmelig for.
/Martin.