“Omfattende vejarbejde”, oplyser skiltet. Google Maps bekræfter det samme.
-hvor slemt kan det være, Skodaen og jeg kører bare stille og roligt?
Solen står højt på en blå himmel med spredte skyer og vejen snor sig langs kysten i fjordene. Jeg lytter til en sentimental og rolig countrysang, vinduet rullet ned, og albuen får lidt sol. Livet føles godt.
Asfalten erstattes brat af jord med huller og sten, som stikker op hist og her. Færdselstavlen viser “30 km/t”, og det passer mig fint, for bilen bumler, og hjulophænget giver raslende lyde.
Et stenskred ligger delvist tværs over vejen, og gravemaskinen på larvefødder er i gang med at løfte klippestykker og sten op i entreprenørmaskiner.
Når jeg kører med højre side af bilen helt ud til den stejle skrænt, er der akkurat plads nok til at komme forbi. Jeg fortsætter, og det kræver koncentration at holde udkig efter huller eller sten, der er for store til min bil, som i forvejen er tungt læsset med kajak og udstyr.
Den eneste alternative vej ud af Vestfjordene er mindre spændende, for den oplevede jeg på vejen til Isafjörður. I tankerne retfærdiggøres rutevalget, men jeg ved inderst inde, at jeg løber en kalkuleret risiko for punktering eller – endnu værre – et hjulophæng, der giver op, så bilen nægter at køre videre.
“15 % hældning,” fortæller tavlen. Vejen snor sig i zigzag, og er nogle steder kørt helt op og forvandlet til dybe hjulspor i våd jord eller grus. Jeg er på vej nedad og motorbremser så ofte som muligt, men lugten fra bremseklodserne er allestedsnærværende.
Asfaltvejen vender tilbage efter en time. Jeg holder ind for at få en mental pause. De velkendte hvide udlejningsbiler, på størrelse med min egen, kommer til syne i vejsvinget. Forventningsfulde turister. De smiler til hinanden i bilerne og filmer fjorden. De er fuldstændig intetanende om, hvad der venter dem forude.
-Enjoy. siger jeg og vinker.
Ud på eftermiddagen ankommer jeg til byen Búðardalur. Campingpladsens badeværelse, toiletter og køkken har med al sandsynlighed ikke haft besøg af rengøring, siden jeg besøgte stedet for en uge siden. Teltpladsen er stadig skrå, og vinden står direkte ind fra fjorden. Jeg vil gerne videre, men jeg er for træt. Det begynder at blæse op, og alt taler for at stoppe her.
Købmandsforretningen på den modsatte side af gaden har ikke flyttet sig. En kortbenet og romantisk buttet kvinde, med et ansigt så rundt som en perfekt tegnet cirkel, går straks i gang med min bestilling på to hotdogs. Islandske hotdogs adskiller sig fra danske, ved at fyldet er under pølsen og at de også tilføjer en slags sød sennep.
Det eneste bord med stikkontakter ved siden af invaderer jeg, og trækker kabler til flere opladere og to powerbanks på størrelse med rugbrød. Perfekt koreograferet har kvinden mine hotdogs klar nu.
-ahhhh, Wi-Fi. siger de asiatiske turister og stirrer på mine powerbanks.
Som ninjaer dukkede de op ud af ingenting og står rundt om mit bord. Rejselederen redder mig, for de kaldes ud i turistbussen.
Det er muligt at køre fra vest til øst som én lang dagstur, men jeg vil hellere bryde turen op i flere dele med overnatninger, for at lære noget om Island undervejs. Jeg planlægger besøg af seværdigheder ved hjælp af bogen “Turen går til Island” – på den måde undgår jeg internettets algoritmer, og samtidig er bogen et stykke gennemarbejdet materiale med baggrundshistorier og kildehenvisninger.
Glaumbær Museum viser, hvordan islændinge levede i tørvehuse i århundreder. Tørvehuse i sig selv har ikke min interesse, men jeg tvinger mig selv til at bruge god tid og se alle udstillingerne.
Tørvehuse er konstrueret af noget, der minder om firkanter, på størrelse med en stor kuffert, af jord og græs, stablet ovenpå hinanden, toppet med en klassisk trekantet tagkonstruktion.
Nogle tørvehuse blev udbygget med tiden, i takt med at familien oplevede velstand. Beboerne kunne grave endnu en rende i jorden og fortsætte byggeriet, ligesom når børn laver huler i strandens sand.
Ved at tørvehusene graves to tredjedele ned i jorden, holder temperaturen sig rimelig konstant, hvilket har været yderst praktisk i tidligere tider, hvor moderne isoleringsmaterialer ikke fandtes.
Tørvehusene krævede ikke meget træ i konstruktionen, og det var en fordel, da træmaterialer var en dyr vare i Island; de tidligere bosættere fældede det meste af den eksisterende skov og plantede ikke ny, og det må have været en pine for de som levede i Island senere.
Indenfor er nogle af rummene velindrettede med trægulve, møbler og tæpper. Jeg går rundt i værelserne i et hus, der har tilhørt en gejstlig person. Det undrer mig, at samtlige senge er så korte og helt uden mulighed for forlængelse. I endegavlen er der lavet tre alkover til at sove i, og det fremstår både funktionelt og genialt.
Den følgende dag besøger jeg Café LYST i Akureyri og nyder god espresso, en stikkontakt til opladning af enheder og caféens Wi-Fi. Her kan jeg skrive, redigere fotos og uploade til min blog og sociale medier. Adgang til “offentlig” Wi-Fi findes kun få steder i Island, og det giver mig et indtryk af, at Island har jagtet de hurtige penge i turismen frem for at få tilpasset sig moderne behov og opbygge en tidssvarende IT-infrastruktur. Det opleves besværligt som rejsende.
Mellem byen Akureyri og østfjordene findes området Mývatn, som har flere geologiske særpræg på grund af vulkanaktivitet, og fordi de kontinentale plader løber lige midt under området. Så langt øjet rækker, ses lodrette søjler af hvid røg fra dampe og høje kratere af aske og sten, og spor af en mere end tyve kilometer lang sprække i jorden fornemmes, selvom den siden er overgroet af buske eller dækket til menneskelige formål.
Det er lunt og vindstille, og fluerne, black flies, dækker næsten for solen med deres massive sværme. De lander i næsebor, øjne og øregange, på den uforberedte turist. Jeg er heldigvis bevæbnet med et hovednet, som nogle gange må nettet børstes af, fordi fluerne sidder så tæt foran mine øjne, at jeg har svært ved at se.
På campingpladsen løber desperate turister rundt og fægter med gryder, pander eller tørklæder for at blive fri for fluerne.
Det føles en smule “over dressed for the occasion” med mit hovednet – præcis som hvis jeg var inviteret til en hyggelig gåtur i Kongens Have og mødte op med vandrestave, rygsæk og kompas om halsen. Intet hovednet er ubærligt, så jeg fortsætter med at have det på, medmindre jeg skal knipse et billede, for at se smart ud.
Omkring klokken seks om aftenen forlades Mývatn af den sidste turistbus, som kører i vestlig retning formentlig på vej tilbage til et krydstogtskib i Akureyri. Nu er der plads.
Jeg står på kanten af Hverfjall – et krater, der er 150 meter højt og en kilometer bredt. For ca. 2500 år siden opstod en eksplosion under jorden, som efterlod bl.a. dette krater af aske og sten. Alt står i grå nuancer som på en fremmed planet. Fra toppen er der en udmærket udsigt til andre kratere og bjerge. Vinden er rå og køler hurtigt igennem flere lag tøj, hvilket måske er årsagen til, at de fleste turister vender om halvvejs, og jeg ser de kun har jeans og en sweatshirt eller tynd jakke på.
Helvedes køkken findes ved Námafjall. Det er et område med kogende mudder, damp fra undergrunden og en fuldstændig gennemtrængende stank af svovl. Blålige og lilla væske løber render i jorden, og mudderpøle syder og bobler. Omkring en kilometer under jorden er temperaturen 200 grader, og gas med svovlbrinte stiger op til jordoverfladen gennem naturlige sprækker.
Nogle mudderpøle er 80-90 grader varme, hvilket giver spruttende lyde og sender svovlholdige mudderklatter i alle retninger.
For flere hundrede år siden hentede man svovl fra stedet og fragtede det med skib til Kongens København, hvor krudt fabrikkerne anvendte det til fremstilling af ammunition. Under 2. verdenskrig, imens Island var venligt besat af Storbritannien, forsøgte man igen at udvinde svovl til krudtfremstilling, men processen viste sig at blive for dyr.
Helvedes køkken ligner intet andet, jeg tidligere har set, og det er en fornøjelse at besøge det så sent på dagen, for jeg kan stå og betragte sceneriet i flere minutter med god afstand til øvrige gæster.
Også i Mývatn tager Island og turistaktørerne sig rigtig godt betalt – selv for ringe service – og det efterlader mig med en følelse af mellemfornøjelse grænsende til ren irritation. Jeg reflekterer over, om det skyldes rejsens længde, eller om det er, fordi jeg for alvor begynder at have et reelt sammenligningsgrundlag. Manuel, som jeg mødte i Hornstrandir, havde netop denne indsigt, og nu står det helt tydeligt for mig, hvad han mente.
Jeg bryder tankerne ved at spille nummeret “Silver Stallion” af The Highwaymen, og kommer i tanke om en afsidesliggende café efter det næste bjergpas.
Passagererne har sikkert nydt kaffe og klejner i caféen, og er ved at stige ombord i turistbussen. De får øje på min bil med kajak på taget, og falder over hinanden for at tage billeder. De er undskyldt for midt i et goldt ørkenlandskab – der er trods alt hundrede kilometer til det nærmeste hav, ser en kajak særpræget ud.
Indenfor møder jeg medarbejderen fra Slovakiet. Hun har blond hår, er atletisk bygget, og ca. min højde. Hun er meget venlig og taler engelsk med accent.
– Ønsker du filterkaffe fra kanden, eller vil du have fra kaffeautomaten? spørger hun.
– Er kaffen i kanden frisk?
Mit ur viser trods alt 10.30 om formiddagen.
– Ja, jeg lavede kaffen klokken 08.30.
– Så snupper jeg den fra maskinen. Tak for tilbuddet om den anden.
Hun drikker formentlig ikke kaffe, tænker jeg.
På havnen i Fáskrúðsfjörður ligger udstyret på asfalten i en parkeringsbås ved siden af bilen. Jeg kontrollerer oppakningen og forsyningerne til en tur på fire dage og glæder mig til at komme på vandet, selvom det blæser op.
– Sig mig, hvad laver du? spørger en stemme med et toneleje og et tryk på ordene, der giver et indtryk af, at vedkommende er irriteret.
En midaldrende islænding på en trehjulet handicapknallert stirrer på mig. Rundt omkring på havnen er alle de øvrige ni parkeringsbåse ledige. Jeg har mest af alt lyst til at svare flabet igen, men besinder mig
– Jeg pakker til kajaktur.
Uden at fortrække en mine eller sige mere, ser han frem for sig og sætter knallerten i gang. Hans overkrop er som forstenet, men hovedet hopper op og ned i takt med vejens ujævnheder, og det ser sjovt ud.
Kajakken pakkes færdig nede ved slæbestedet. En rødmosset mand i sin Mercedes-Benz standser lige ved siden af mig og betragter nøje, hvad jeg laver. Sideruden er rullet helt ned, og cigarettens lugt hænger gennemtrængende i den ellers klare, islandske luft. Han tager en dyb indånding af sin tobak og puster røgen langsomt ud. De røgfarvede solbriller skjuler mandens øjne, men jeg fornemmer han kigger venligt. Vi hilser kort på hinanden, og så kører han videre til lyden af en pibende mislyd fra motoren og en tyk sky af grå røg fra udstødningen.
-Der sker ikke meget her. Tænker jeg.
Byen Fáskrúðsfjörður er mere indbydende fra vandsiden, og ligger smukt placeret i bunden af fjorden af samme navn. I 1800-tallet havde franske fiskere base her, og Frankrig etablerede blandt andet et lokalt lægehus, hvor islændingene også kunne få hjælp. I udkanten af byen er der anlagt en kirkegård til de jordiske rester af omtrent 50 franske søfolk. Op imod 5000 franske sømænd menes at have mistet livet ud for Islands kyster i den periode, hvor den franske fiskeindustri var aktiv her.
Kirkegården er simpel og velholdt, og bjergene langs fjorden spejler sig perfekt i det blanke vand lige uden for hegnet. Stedet er utrolig smukt, og jeg føler en ro og tiltrækning hertil. Fra kirkegården fører en lille sti op ad bakken til vejen. Oppe ved parkeringspladsen vajer det franske flag smukt i vinden.
– Jeg savner at være i Europa, og jeg savner Danmark.
Langs fjorden finder jeg et fantastisk sted til telt. Her er hverken får eller andre husdyr, og der er ingen tegn på landbrug, og stedet er lig ud til vandet. De små buske giver et blødt underlag under teltet, og kun fordi jeg har medbragt lange sand pløkker, kan teltet gøres ordentligt fast. Pløkkerne skal dybt ned – først gennem buskene og siden ned i jorden, som er en rå blanding af sand og småsten.
Teltpladsen vælges som basecamp, og herfra tager jeg på ture eller laver teknik-træning. Teltet pakkes konsekvent ned i kajakken hver gang for at minimere aftryk på naturen, og samtidig fungerer det som en god daglig øvelse i at pakke ned og pakke ud.
I fjorden er der meget at opleve. Blandt andet turkis grønne klippeformationer skabt af aske og pimpsten, der smeltede sammen under et eksplosivt vulkanudbrud for 10 millioner år siden. Den markante grønne farve opstod efterfølgende, da skoldhedt, mineralholdigt grundvand sivede igennem klippens porer.
Mine ting er bredt ud på jorden ved siden af bilen for at tørre i den sparsomme sol, da manden på handicapknallerten pludselig dukker op igen. Han kører demonstrativt forbi mig i absolut sneglefart.
Jeg har mest af alt lyst til at spørge: “Hvad har du gang i?”, men besinder mig.
Min nye ven ser stift frem for sig og sætter demonstrativt farten op, så snart han har passeret min bil.
/Martin