Lavvande ved stranden efterlader huller med vand og dybt, klæbrigt sand. Jeg trækker kajakken gennem området og må placere oppakningen i kajakken, mens den ligger derude. Jeg kan ikke sætte noget fra mig, uden at det bliver gennemblødt eller indsmurt i vådt, sort sand.
Jeg kan ikke følge med tidevandet som er på vej ind, og vandet står omkring et IKEA-nettet med noget udstyr i vandtætte poser. Jeg er klar og nu er kajakken flydende. Det passede lige med tiden.
Byen Isafjörður forsvinder i baggruden og i løbet af en time er jeg ved udmundingen af fjorden. Jeg begynder et ti kilometers kryds over åbent vand, og herude uden læ fra fjeldene, mærkes en kølig vind og Grønlandshavets dønninger løfter kajakken op og ned langsomt.
Endnu et kryds over en fjord tænker jeg ikke over længere, og har fokus på at følge kysten så tæt på klipperne som havet tillader uden bølgerne skubber mig ind i skærene.
Det orange fyrtårn er rundt med et ovalt tag ovenpå og ligner en udkigspost, og jeg styrer efter det som første kontakt med land.
En klippeside i utallige nuancer af brun, rød og grå er delvist dækket af grønne buske, som har grebet fat med rødderne som hænder og fingre. Fuglene svæver fra afsats til afsats, som om de besøger hinanden i et lejlighedskompleks. Jeg sidder helt stille på havoverfladen, som perfekt spejler fjeldsiden uden den mindste krusning på vandet. Luften lugter frisk og af havsalt.
Som om nogen smider en favnfuld store sten i vandet, lyder et plask. Sælen slår flere kolbøtter og jeg plasker med pagajen. Sådan bliver vi ved. Nu er sælen og jeg gode venner. En petite sæl dukker op – måske sælkæresten – og vi tre følges ad det næste kvarter frem til Hesteyri.
Hornstrandir er et beskyttet naturområde i total isolation. Der er ingen veje; du kommer kun hertil via vandvejen, medmindre du enten krydser gletsjeren eller klatrer over et bjergpas. I dag er de eneste permanente indbyggere polarrævene.
Folk har overlevet på kanten af det umulige herude i Hornstrandir siden 800-tallet ved de tidlige bosættelser på Island.
I Hornstrandir opstår der små bosættelser i fjordene, men i slutningen af 1800-tallet vokser bygden Hesteyri og bliver områdets uofficielle “hovedstad” på størrelse med en landsby.
I historien er tidslinjen kort og kontant:
1894: Et norsk firma bygger en større hvalfangststation direkte på stranden nord for Hesteyri. Penge og arbejde ruller ind i fjorden, og stationen forvandles senere til en succesfuld sildefabrik.
1920’erne & 1930’erne: Hesteyri får status som officiel handelsplads. Folketallet topper med omkring 100 fastboende, og der er masser af liv og aktivitet i sommermånederne.
1940: Silden forlader pludseligt og fuldstændigt fjordene. Det økonomiske grundlag kollapser, og hverdagen uden veje, strøm eller telefon begynder for alvor at slide på moralen.
1943: Distriktslægen fraflytter det nu berømte Doktors hus. Ingen ny læge vil overtage embedet, og isolationen bliver for livsfarlig for især børnefamilierne.
1952: Trætte af kampen mod elementerne tager de sidste indbyggere en svær, fælles beslutning. De pakker alt, hvad de ejer, og forlader Hesteyri i flok. Bygden lægges totalt øde.
På teltpladsen åbnes et letvægtstelt, og Manuel træder ud. Han har vandret i Hornstrandir alene i otte dage og glæder sig til at blive hentet med båd i morgen.
Jeg tager tørdragt og uldundertøj af og breder det ud over en betonruin, så solen og den tørre luft kan tørre det. Iført mit smarte “landtøj”- uldundertøj med regntøj udenpå, og korte grønne gummistøvler, går jeg ind til husene for at undersøge hvad der findes i Hesteyri.
Solen står højt på den blå himmel med spredte aflange skyer. Min påklædning passer overhovedet ikke til vejret, men det er trods alt lidt for aggressivt at nærme mig andre mennesker i tætsiddende net-uldundertøj, der ikke efterlader meget til fantasien.
Et gråt træhus med nymalede grønne vinduesrammer og en terrasse foran med plads flere langborde, er omgivet af en gruppe i vandretøj uden krøller i stoffet eller mærker af spildt mad eller jord. De rejser tydeligvis på en anden måde end mig.
En foroverbøjet herre kæmper med at snøre sine støvler, og jeg tilbyder ham en uofficiel pause med min henvendelse. Han ser op i ubehag, forsøger at smile, og taler med en hæs stemme. Jeg spørger:
– Hvad er dette for et sted? Her er så mange mennesker.
– Øh, ja, hmm, det er Doktorens hus.
Jeg må sluge et grin, for mine egne tanker giver lyst til at svare: ”Så er du da kommet til det rette sted.”
Han vender opmærksomheden mod sine støvler og samler med besvær sine snørebånd op. Jeg ser, at han er handicappet på grund af stiv nakke, og jeg får straks dårlig samvittighed – det går dog over efter omtrent to sekunder eller mindre.
Indenfor er der flere rejsende med små rygsække og bukser med lårlommer og påsyede forstærkninger i kontrastfarver om bagdel og knæ. En nydelig herre er bærer tøj i olieskin fra top til tå og er tydeligvis den ældste i gruppen – måske en slags anfører. Jeg er imponeret over, at de har farvekoordineret sig, for ikke to personer er klædt ens.
To kvinder i starten af tyverne, med byagtige jeans rullet op over anklerne og løse t-shirts, byder mig velkommen:
– Hvad kunne du tænke dig?
– Tja, hvad byder man på i Doktorens hus?
– Pandekager og kaffe. Var det noget?
Det er let at finde sig tilrette i Doktorens hus. Skuldrene sænker sig, og vejrtrækningen bliver langsom og tung. Jeg føler mig afslappet og nyder at være landet i Hornstrandir.
Jeg sidder i rummets hjørne med kig til både fordelingsgangen til venstre og stuen ligefrem. Stuen har vægge af lodrette træbrædder malet lysegrønne og er møbleret med solide polstrede træmøbler. Sort-hvide fotos i guldrammer danner en perfekt kulisse af noget, som hører en svunden tid til. I mit rum står flere borde med siddepladser som en café, og væggene er pyntet med billeder fra gammel tid.
En slank mand træder ind i rummet og må dukke sig for, at hans kasket ikke rammer overliggeren i dørkarmen. Han kigger på mig og smiler. Med armbevægelser og svajende overkrop gestikulerer han, som om han spiller violin. Han siger ikke noget og ser direkte på mig.
Efter min smag er det en særpræget entré, men jeg er på Island og anerkender, at de kan have andre skikke. Han gør ikke tegn til at stoppe. Jeg blinker først og bryder tavsheden:
– Undskyld mig, kan jeg hjælpe?
– Spiller du violin?
– Det har jeg ikke lært endnu.
– Det er en skam, for jeg har en i kassen på bordet derovre.
Hrólfur Vagnsson er en af to sønner, der lokalt kendes som “Vagns Børn”. Deres far, Vagn Margeir Hrólfsson, er en af de sidste, som er født i Hesteyri. Vagns hustru – og Hrólfurs mor – Birna Hjaltalín Pálsdóttir, genåbner Doctor’s House i 1994 som café og gæstehus.
Hrólfur Vagnsson opholder sig i Hesteyri i løbet af sommeren, hvor han vedligeholder huset og er vært for turister. Resten af året bor Hrólfur i Tyskland, hvor han er professionel musiker på harmonika. Sådan har Hrólfur levet i 40 år.
Han viser mig et billede i matte sort-hvide toner fra fortællingen “Barneslæden”, som hænger over min plads.
Barneslæden: For ca. hundrede år side i bygden Hornvík, stod en familie i en desperat situation, hvor deres datter og søn led af en sygdom som lukkede børnenes luftveje.
Det var vinter og Hornvík lå bag flere bjergpas i forhold til Hesteyri, hvor hjælpen fandtes. For at nå lægen i Hesteyri må familien gå i to dage over de alpine bjerge, blandt andet over bjergpasset Hafnarskarð, mens forældrene trak børnene på en interimistisk slæde i frost og sne. Datteren kvæles og dør i moderens arme på bjerget, blot få timer før de nåedd frem til lægen i Hesteyri. Sønnen overlevede takket være lægens indgreb.
Hrólfur var så venligt at fortsætte sine fortællinger og vise billeder.
I Hornstrandir i gamle dage var kristendommen også udbredt, ligesom i resten af Island. Når nogen døde og skulle begraves i velsignet jord, drog mændene ud på en ligfærd (likferð) mod indviet jord på en rigtig kirkegård for at sikre sjælens frelse. Men der var kun ganske få kirker i Hornstrandir.
Hvis en person døde midt under vinterens rasen, er bjergruterne var spærret af sne og lavinefare. Da man ikke kunne begrave den døde i den frosne jord og ikke kunne krydse bjergene, bliver liget lagt på køl, saltet i et udhus eller pakket tæt ind i snebunker bag gården. Her lå den afdøde så og ventede i månedsvis, indtil forårssolen smeltede sneen på bjergpassene, så mændene endelig kunne gennemføre den krævende ligfærd over fjeldene til en kirkegård.
Hrólfur afbrydes i sin talestrøm af kvinden med rødligt og let krøllet løsthængende hår.
Hun serverer en liter kaffe og en tallerken med pandekager.
Hun og den anden kvinde er fra Tjekkiet, hvor de læser på et universitet. I deres sommerferie tjener de penge ved at arbejde som værter i Doktorens hus.
– Så I forlader ikke Hornstrandir i to måneder, før I skal hjem til Tjekkiet?
– Vi bliver her i hele perioden. Det er udmærkede penge.
Hendes engelsk er uden nogen form for accent, og sætningerne sendes af sted som skudsalver fra en maskinpistol. Jeg bliver lidt forlegen over mit Danish-Dynamite-engelsk, for jeg vil gerne holde trit. Hun smiler og spørger:
– Er du gået fra Hornvík og hertil i dag?
– Nej, jeg sejler kajak. Men en mand ved siden af mit telt hedder Manuel. Han gik fra Hornvík og hertil.
– Åh, godt. Firmaet, han havde booket til at hente ham i morgen, har aflyst turen. Kan du give ham en besked?
Manuel bliver glad for i det mindste at få besked og tager rejseændringen uden at vise uro.
– Jeg skal vandre forskellige steder på Island i løbet af de næste 20 dage, så det går nok.
Manuel besøger Island for tredje gang, og i løbet af de seneste fem år er prisniveauet gået op, mens kvaliteten i servicen er gået ned.
Jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag, men har oplevet det vedrørende service som han fremhæver.
Vi hilser “godaften”, og han kravler ind i et telt, der er så småt, at det kan være inde i mit.
Et par meter fra kajakken ligger en døsig sæl på sin sten. Med søvnige, blinkende øjne ser den på kajakken og på mig. Den laver et kraftspring lodret op i luften og drejer en kvart omgang, næsten som hvis et menneske vender sig om på siden i sengen og demonstrativt trækker dynen op om hovedet.
Manuel står klar for at filme, at jeg sejler, for han drømmer om selv at sidde i en kajak en dag.
-God rejse, Manuel.
I bunden af fjorden mod øst rejser fjeldet sig stejlt, og gletsjeren Drangajökull dækker toppene i omkring en kilometers højde.
Skyerne svæver højt og jeg glædes ved at have frit udsyn til dette imponerende tæppe af is, der strækker sig over tyve kilometer.
Alligevel er der noget udefinerbart ved skyernes måde at bevæge sig på, som gør mig urolig. Er det er varsel om vejrskifte?
Bølger har gennem tiden formet en pynt af små sten, og kajakken lander roligt ved at stenene breder sig til siden.
Jeg finder kortet og notesbogen med stregtegninger og håndskrevne stikord frem.
– Jo, det skulle være det rigtige sted. Men hvor?
Jeg træder over strandkanten og ind i et område med græs og små buske og videre op ad en bakke.
– Jeg fandt det! Jeg fandt det! Hvor er det sejt!!
Jeg råber højt af glæde og tænker ikke over, om nogen kan høre mig. Her er ingen andre end mig i denne afkrog af verden. Lyng og planter med brede blade dækker delvist en stensætning på størrelse med en kiste. Der er intet låg, kun græs, mælkebøtter, og et hvidt trækors.
Forsigtigt løftes bladene til siden, og skriften på en sten fortæller: “Her ligger Fjalla-Eyvindur”.
Et sus af glæde strømmer gennem kroppen og jeg rejser mig op og ser omkring. Jeg har mest af alt lyst til at finde et menneske i nærheden, gå hen og sige:
– Jeg gjorde det sgu!
Jeg er taknemmelig og stolt over at have realiseret en mere end ti år gammel drøm om at finde dette sted, hvis fortælling har draget mig siden de første tanker om at besøge Hornstrandir og det omkringliggende landskab.
Jeg griner lidt drengeagtigt over at have lavet noget, som føles som en skattejagt.
Du finder intet præcist koordinat på stedet, men ved at gennemtrevle islandske kilder og nærstudere billeder og satellitfotos, kan du finde en upræcis lokalisation af, hvor Bjerg-Eyvindur og Halla levede deres sidste år, og hvor han blev begravet efter at have levet til en alder af ca. 70 år.
Fjella-Eyvindur og hans hustru, Halla, er historisk Islands mest berømte lovløse par.
I dag bliver de ofte gjort til romantiske frihedssymboler, men i 1700-tallet er de reelle kriminelle på flugt fra myndighederne.
Historien om dem er kort og kontant:
Eyvindur Jónsson (ca. 1714–1783): Bliver erklæret fredløs efter at have været en notorisk tyveknægt med speciale i at stjæle får, hvilket var en alvorlig forbrydelse dengang. I stedet for at afsone sin straf, vælger han at flygte.
Halla Jónsdóttir: En enke fra Nordisland. Eyvindur søger arbejde hos hende under dæknavnet Kári, og de forelsker sig dybt. Da myndighederne finder ud af, hvem han i virkeligheden er, efterlader Halla sin gård og flygter med ham ud i vildmarken.
De overlever i mere end 20 år i komplet isolation i det barske islandske højland. De bygger hemmelige, primitive hytter og lever af råt hestekød, stjålne får, fugleæg og rødder, mens de konstant er på vagt over for øvrigheden.
Senere søger de mod de absolut mest isolerede egne her i Vestfjordene. De slår sig til sidst ned på den afsidesliggende gård Hrafnsfjarðareyri. Her lever de deres sidste år i relativ fred. Halla overlever Eyvindur med nogle år og menes at ligge i en umarkeret grav ved en forladt kirke et stykke derfra i Grunnavík (en vig i kystlinjen).
Jeg er draget af deres historie om ubrydelig kærlighed mellem to mennesker og deres evne til at tilpasse sig naturen. Eyvindur bliver ved med at stjæle får, og det har med sikkerhed været irriterende for dem, der bor i nærheden, at få stjålet deres indtægtskilde og livsgrundlag.
Fundamentet af deres gård findes længere oppe i bakkerne. I en anden retning, på en sten så stor som en stationcar, er der monteret en bronzeplade, som fortæller om Eyvindur og Halla.
Jeg vågner ved at morgensolen har varmet teltet betrageligt op. Det er 23. juni og første dag hvor jeg kan stå op uden at skulle tage tyk jakke og regntøj på, for at holde varmen inde i teltet. Bjergene genspejles i vandet, som er uden en krusning på overfladen.
Jeg udforsker vandfald og klippesider helt tæt på, og i nogle i fjordene findes rester af tidligere bosættelser og hvalfangst.
To kilometer fra Hesteyri ligger ruinerne af datidens Islands største hvalfangststation.
På en informationstavle ser jeg billedet af sammenhængende høje bygninger med en stor skorsten, en rampe rækker ud i vandet til at trække hvaler op på, og 10 huse placeret omkring fabriksbygningen.
Omkring halvdelen af alle hvaler man fangede i Island frem til 1912, blev forarbejdet her. Havet i fjorden var konstant rødt af blod, og stranden indsmurt i rester af råddent kød og indvolde. Stanken må have været gennemtrængende og have rakt flere kilometer omkring.
Jeg træder varsomt mellem betonresterne for her er nedstyrtningsfare fra murene og skorstene.
Tanker om pandekager og kaffe får mig til at fortsætte tilbage til Hesteyri. Et hold krydstogtsturister stiger ombord i hurtigbåden på vej tilbage til Ísafjörður, lige som jeg lander, og nu får jeg Doktorens hus for mig selv, inden næste hold af fortrinsvis kinesere og amerikanere lander.
Om aftenen ankommer en far med sine to sønner og effektivt sætter telt op. De har vandret i Hornstrandir i 4 dage.
Når han ikke er familiefar, arbejder han med naturbeskyttelse i fjerne egne af Island. Enten er han på kontoret, eller også rejser han rundt i firehjulstrækker, ATV maskine, båd eller helikopter. Det får mit job med elektronisk databehandling (EDB), korte interviews, lidt undervisning og forefaldende arbejde, til at blegne i “coolness” ved siden af hans. Han vil dog gerne bytte.
Vi hygger os og taler friluftsliv og de steder vi hver især har besøgt. Han fortæller om turisme i Island og at det nogle gange kan være hårdt at blive mindet om, hvor stort et antal mennesker med mange penge, besøger Island i dyre biler og med høj levestandard, når en almindelig familie forsøger at få råd til hverdagen i en tid med stigende fødevarepriser og boligpriser.
Jeg sejler ud af Hornstrandir med kurs mod Ísafjörður. Jeg har en tung, glad følelse og en mæthed over alle indtrykkene fra nogle dage på tur.
En fugl styrtdykker interesseret og hilser godmorgen. Jeg knipser et billede af den og betragter kameraets skærm. På billedet opdager jeg lavthængende skyer under de andre skyer. Et forvarsel om vind.
Jeg sætter farten op. Jeg vil nå så langt ud i det næste 15 kilometers kryds af åbent vand, inden vinden kommer.
Først kommer dønningerne, så ændres vandets overfladestruktur. Min højre kind bliver kold.
Et par kilometer ude tager vind og bølger til i rasende fart, og jeg krydser over 10 km med sidevind og sidebølger med hvide skumtoppe.
Jeg oplever nogenlunde kontrol, men hvert femte minut ruller et stort sæt ind, brækker over kajakkens stævn og tager fat som en fiskers faste greb i forreste håndtag. Støttetag, rotag og rotag. Kajakken svinger 30-40 grader til siden og sendes af sted.
Jeg retter op og lader sidebølgerne skylle tværs over kajakken.
I nogle hektiske timer arbejder jeg så hårdt som muligt, for her er FART lig med sikkerhed.
/Martin