Lettelsen over at indse, at rejsen skal ændres for at give oplevelserne og læringen mere dybde, bliver hurtigt afløst af usikkerhed om, hvordan jeg kommer fra Raufarhöfn til Akureyri for at hente min bil.
Tankerne om, at der er ca. 230 km ad landevejen, og at jeg må efterlade kajak og værdifuldt udstyr, slår jeg hen. Turen skal ændres; nu er jeg klar og har modet. Jeg kan, jeg vil, og jeg skal starte ændringen – ikke bare i dag, men nu!
Smartphonen kommer frem for at søge på busruter. Der er ingen busser heroppe, men halvvejs mod Akureyri, i byen Húsavík, kører der en bus om seks timer. Efter den afgang går der to dage inden næste mulighed.
Teltstængerne giver efter i vindstødene, og teltdugen larmer, som om nogen hamrer på en tromme. Vejrudsigten melder om kraftig blæst i mit område i to dage endnu, så jeg kan ikke sejle til en sydligere by med bedre busforbindelser.
En pose med telefon, penge og en varm trøje pakkes. Mit mindset indstiller sig på at måtte blaffe i flere dage og eventuelt sove på en bænk.
De arktiske terner indsætter hidsige styrtdyk og angreb mod mit hoved, mens jeg krydser det ujævne lavaterræn dækket af små buske og græs.
Jeg holder en pind op i luften, for at de skal ramme den i stedet, men det trick kender de godt. Det giver et sæt i mig, hver gang de rammer toppen af mit hoved, som heldigvis er dækket af regnjakkens hætte.
Min selvforståelse og mit mod er på overarbejde, da jeg skal bede om et lift. Jeg føler det grænseoverskridende, for jeg “plejer jo” at klare mig selv.
På campingpladsen er et tysk ægtepar, Erika og Lars, ved at pakke deres Land Rover Defender. Jeg falder over ordene, men får alligevel sammensat noget brugbart om min situation.
De veksler et par ord på tysk og tilbyder så at køre mig til Húsavík. Jeg kan næsten ikke tro det; det føles som at stå på scenen i et talentshow, hvor nogen har trykket på guldknappen, og glimmeret vælter ned over mig.
Erika og Lars rejser Norden rundt i en bil indrettet med hjemmelavede skabe og eget varmeanlæg. Lars kører stærkt, men er i fint humør.
Jeg kastes til siden i bagagerummet, når han laver overhalinger, men alle de tasker, jeg ligger på, gør det overraskende komfortabelt.
Undervejs fortæller de om Land Rover-kodekset, hvor man forpligter sig til at stoppe og hjælpe andre i problemer. Midt i snakken kigger Lars på mig:
– Vores rejse er kun lige begyndt, så vi kører dig hele vejen til Akureyri.
I Akureyri bor Maria. Hun har hjulpet helt enestående med at få min rejse i gang for nogle uger siden, og også i dag springer hun straks til og henter mig i udkanten af byen. Maria.
Jeg når tilbage til Raufarhöfn og glædes ved at alt er urørt. Teltet og kajakken pakkes sammen uorganiseret, og ad mindre veje langs fårefolde, så langt øjet rækker, fortsætter jeg mod syd i min egen bil. Ved 21-tiden køber jeg chokolade og mælk på en tankstation, kigger på landkortet og kører videre nogle timer endnu.
Tågen trækker ind, og jeg kan kun se hundrede meter frem. Når får pludselig dukker ud af tågen midt på vejen, eller vejen svinger skarpt langs en dyb kløft, sendes et skud adrenalin gennem krop og sind, og jeg er på overarbejde.
I Egilsstaðir (Egilstadir) er campingpladsens reception lukket. Jeg tænker, jeg lige vil hvile øjnene i to minutter inden tjek-ind. En lastbilchauffør smækker sin dør i med et metallisk brag, og jeg vågner med telefonen i skødet. Klokken er 7 om morgenen; jeg har sovet fire timer i førersædet.
Rute 1 snor sig over bjergpas og langs kysten mod Höfn, og jeg nyder turen i morgenstunden, mens indbyggerne er på vej på arbejde.
I Höfn henter jeg mit depot med mad og reservedele hos Helga og hendes familie, og bliver på byens campingplads et døgn for at pakke bilen om til den nye måde at rejse på.
Endelig mulighed for at reparere mit liggeunderlag, som har tabt luft i mere end en uge. Ved 20-tiden er underlaget pustet op, og jeg nyder, at der er stille, for tidligere forsøg er altid blevet forpurret af larmende teltdug i vinden, øredøvende fuglekvidder eller lam, der råber på mor-får.
Cyklisten med en imponerende samling ultraletvægtsudstyr kravler ud af sit telt – med en guitar! Den næste time underholder han uopfordret med at spille og synge, og hans heftige hollandske accent er ikke til at overhøre, når han skråler “Breakfast at Tiffany’s” for fjerde gang i træk.
Jeg forenes med skæbnen om, at underlaget ikke bliver repareret, og glædes over, at jeg kun vækkes én gang om natten, når det er fladt.
Rejsen starter “igen”, og til nummeret “No Ceiling” med Eddie Vedder ruller jeg ud på vejen. Mundvigene strammes, smilet breder sig, og de lette sommerfugle i maven melder sig. Noget er på vej. Ikke i rute, men på vej.
Jökulsárlón (Glacier Lagoon) er organiseret som en kommerciel forlystelsespark, hvor turister styres som får ad indhegnede stier. Jeg er her for at sejle kajak, men alle steder ved vandet er spærret af som arbejdsområde.
Jeg laver en hurtig rekognoscering – endnu uden tørdragt på, men har udstyr og dragt pakket, så jeg kan springe i det så hurtigt som en brandmand (m/k) på opgave. Jeg når dog ikke langt, før en Ranger springer frem fra sit skjulested og afviser mig venligt.
Den obligatorisk betalte parkering på 120 danske kroner giver i det mindste adgang til toilettet, inden jeg forlader de kinesiske brudepar og influencere med kamerahold.
Ude på Rute 1 er det fedt at være. Landskabet skifter dramatisk – lige fra endeløse strande med kulsort sand til frodige dale og gletsjere, der glider tæt på vejen.
Efter en times kørsel stopper jeg ved en ensom, falmet tankstation. Indenfor overraskes jeg af, at det ligner en tjekket café på Vesterbro i København: Mørkt træ, dæmpet belysning og duft af lækker kaffe. Cappuccinoen smager ubeskriveligt godt, og et dobbelt espresso shot stiger mig straks til hovedet og giver et skønt buzz af veltilpashed. Jeg køber en to-go-cappuccino til turen.. med dobbelt shot (selvfølgelig)
Landskabet flader ud, og mængden af biler, fodgængere og huse vidner om, at Reykjavík nærmer sig. Byen Selfoss overrasker ved pludselig at dukke op med bilkøer i gaderne, men er lige så hurtigt overstået.
Vejen vokser til to vognbaner i hver retning, og landskabet forvandles til en gold ørken med svovldampe, der stiger lodret op mellem bakker, der ligner vulkaner. Jeg passerer i udkanten af Reykjavík, hvor storbyens leben og tætte trafik hurtigt glider forbi i bakspejlet, inden kursen sættes mod byen Akranes.
Campingpladsen i Akranes ligger ud til det rige fugleliv i den smalle vig, Kalmansvík. Her findes samtlige planter fra hele Islands kyst samlet på ét sted, som det eneste sted i landet.
En aftentur i kajakken ude ved klippeskærene underholder fuglene, mens de jager fisk med vilde styrtdyk. En sæl følger nysgerrigt efter kajakken.
Næste dag tager jeg på ø-hop uden for Reykjavík og padler helt ind i byens ældste havn. Her ligger to hvalfangerskibe, der gøres klar, og det ønsker jeg at lære mere om.
Næste dag tager jeg på ø-hop uden for Reykjavík og padler helt ind i byens ældste havn. Her ligger to hvalfangerskibe, der gøres klar, og det ønsker jeg at lære mere om.
Tidevandsforskellen er ca. fire meter, og der er højt op til rælingen på et fiskeskib under grønlandsk flag. Turisterne sejles ud af havnen i høj fart, og den kvindelige guide taler på engelsk og tysk og forsøger at holde trit med farten og fortælle om seværdighederne undervejs.
Jeg kravler op på en flydebro og holder pause i solen. Broens trappe fører højt op til en aflåst låge ved kajkanten, og jeg føler mig helt backstage i forhold til de rejsende, der står deroppe med kameraer og selfiestænger.
Om aftenen på campingpladsen møder jeg et venligt amerikansk par, som er nysgerrige på min rejse:
Om aftenen på campingpladsen møder jeg et venligt amerikansk par, som er nysgerrige på min rejse:
– Så hvor mange timer tog det at sejle herop fra Danmark?
– Det kan jeg ikke lige regne ud i hovedet, men det tog tre og en halv dag.
De kigger forbløffet på mig og griner, som om jeg laver sjov. Jeg griner med, for at de ikke skal tabe ansigt, og spørgsmålet bliver hængende lidt uforløst. Jeg bebrejder dem det ikke; på den anden side af Atlanten kender jeg jo også kun til en orange mand, og at hele vestkysten hedder Hollywood.
Aftenen bruges på at læse om islandsk hvalfangst. Spørgsmålet splitter landet; nogle holder på retten til fangst, ligesom en amerikaner fra en sydstat holder på sin ret til at bære våben, mens det for andre lurer tæt forbundet med korruption og en lokal ”kvotekonge” indenfor fiskeri
I bunden af fjorden Hvalfjörður (Hvalfjordur) opdager jeg et område på størrelse med Fredericia indre by som hvalfanger-firmaet hvalur.is ejer.
Firmaet har overtaget en tidligere britisk militærbase, og indretningen står som et råt monument over historien. Massive hangarer, administrationsbygninger og de klassiske barakker, der ligner et overskåret rør, dominerer terrænet.
En historisk tavle på stedet fortæller om basens fortid, og at hvalfangerne holder til her i sæsonen fra juni til efteråret. Ved siden af basen ligger fabrikken, der forarbejder hvalerne, mens enorme lagertanke er placeret oppe i bakkerne, og en stor mole tager imod skibene.
Som et vartegn ligger to pensionerede hvalfangerskibe trukket op på stranden. De forgår i rust direkte i de barske omgivelser, hvor fugle og fisk lever. Det vidner om en markant selvmodsigelse: Landet vil gerne gå forrest i den grønne omstilling, men når man ser godt efter, er billedet noget mere broget.
Hvalfangsten er primært rettet med Finhvalen som er en anelse mindre en blåhvalen, og der fiskes kun i islanske farvande.
De spotter hvalen med sonar-udstyr, venter på den kommer til overfladen for at få luft, med skibets kanon affyres en harpun som er forsynet med en ladning der eksploderer i hvalen, men uden at ødelægge for meget af kødet. Imens hvalen dør – hurtigt eller langsomt – trækkes den ind til skibet via et kabel sat på harpunen. Hvalen gøres fast på skibets side hvor den hænger halvt ude af vandet. Skibet sejler tilbage til basen, hvalen trækkes diktere op på stranden og skæres i mindre stykker.
Oplevelserne og den spæde indsigt i hvalfangsten skal dulmes med kaffe. Jeg gør et stop i byen Borgarnes på caféen Geirabakarí, kendt fra filmen “Walter Mitty”. Kaffen er fin, og udsigten til fjeldsiden er indtagende. Desværre bliver det største indtryk fire halvdovne, unge ansatte, der åbenlyst står og peger, ruller med øjnene og gør grin med en kvindelig østeuropæisk immigrant. Jeg får så ondt af kvinden, at jeg drikker min kaffe i en fart og skynder mig ud.
På vej mod nord besøges nogle steder relateret til islandske sagaer, for opnå et slags crash course i emnet.
Ved Borg á Mýrum besøger jeg stedet, hvor Egil Skallagrímsson levede, og læser sagn-digtet Sønnetabet. Derefter går turen til Reykholt og museet om Snorri Sturluson, den kendte forfatter og politiker fra tiden omkring år 1200, som endte med at blive dræbt på sit landsted efter et politisk spil med den norske konge. Snorri Sturluson var god til det politiske spil, men spillede på den forkerte hest til sidst.
Køreturen videre mod Vestfjordene bliver dramatisk. Kastevindene i bjergene skubber så hårdt til bilen, at jeg må styre 10 grader kontra. På en dæmning løfter vinden min 5,5 meter lange kajak, så den roterer en halv omgang. Medvind på den anden side redder mig ind på en rasteplads, hvor jeg kan undersøge skaderne. Beslaget i en kajakbøjle er gået løst, og det hele skal samles igen. Kajakken hænger kun I stroppen mellem bøjler der er skubbet løse af vinden. Da jeg løsner remmene, løfter vinden kajakken op i luften som en hest, der står på bagbenene. Det næste 10 minutter føles lidt udfordrende for vinden modarbejder mig.
Køreturen videre mod Vestfjordene bliver dramatisk. Kastevindene i bjergene skubber så hårdt til bilen, at jeg må styre 10 grader kontra. På en dæmning løfter vinden min 5,5 meter lange kajak, så den roterer en halv omgang. Medvind på den anden side redder mig ind på en rasteplads, hvor jeg kan undersøge skaderne. Beslaget i en kajakbøjle er gået løst, og det hele skal samles igen. Kajakken hænger kun I stroppen mellem bøjler der er skubbet løse af vinden. Da jeg løsner remmene, løfter vinden kajakken op i luften som en hest, der står på bagbenene. Det næste 10 minutter føles lidt udfordrende for vinden modarbejder mig.
Inden jeg når helt frem til Vestfjordene, gør jeg et stop på Heksemuseet i Hólmavík. De to små lokaler består primært af tekst på hvide vægge og nogle hjemmelavede genstande.
Under mit besøg hører jeg svage, uhyggelige kvindestemmer hviske i krogene, netop som jeg læser om hekseri. Det føles helt skummelt, indtil det går op for mig, at det blot er to amerikanske turister, der læser hensynsfuldt op for hinanden. Museet i sig selv vil jeg ikke anbefale nogen at køre efter, for det en tynd kop te.
Jeg forsætter mod Ísafjörður i det nordvestlige Island.
/Martin