Trådhegnet med stolper af drivtømmer er det eneste, der adskiller fårene fra mig. På deres side er græsset tygget ned og belortet på hver eneste kvadratmeter. Inde hos mig er græsset grønnere, længere og uden lort.
– Den må være god nok, det her kan ikke være en fårefold.
En metallisk, skramlende lyd af løse ting, som kastes op og ned, og bildæk, der knasende fræser over grus og sten, efterlader et sæt i mig.
– Jordejeren!
Tørdragtens ildelugtende, svedige inderside klæber sig til min nøgne overkrop og mine ben. Jeg trækker i støvlerne og ser kajakagtig ud.
– Årh, giv nu lov, tænker jeg.
Jordejeren står ved sin bil og ser i min retning oppe fra grusvejen.
– Hej, jeg sejler i kajak og kan ikke komme videre de næste par dage på grund af stormvejret.
– Nå ja.
– Er det din jord? Må jeg gerne blive liggende her? Jeg går ingen steder.
Spørgsmålene sendes af sted uden talepauser.
Jordejeren er en tætbygget mand med smilende øjne bag det store, hvide skæg, og (selvfølgelig) klædt i en islandsk sweater af god kvalitet.
– Det er ikke noget problem.
– Men ham, der har fårene derovre… tror du, han synes, jeg ligger for tæt på?
– Det er ikke noget problem. Han lejer jorden af mig.
– Åh, godt. Må jeg bede om noget vand? Jeg har kun lidt tilbage.
Jeg er ved at fylde vandposerne i køkkenet og er helt ked af at trænge mig på, for jordejeren er på vej et sted hen.
– Vil du have kaffe?
– Ja, ja, meget gerne! Meget, meget gerne.
Det lyder, som om jeg er en strandet mand i ørkenen, der bliver tilbudt et glas vand af en karavane.
Breki hedder jordejeren, og han er så venlig at køre mig de to kilometer tilbage til teltet med vandet.
I solen, i læ for vinden, er det så varmt, at trøjen må af. Jeg gaber og skal lige prøve at ligge lidt. Sådan går der en time. Det er behageligt her, men samtidig frustrerende, at når solen endelig varmer, så blæser det kraftigt. Det er uklogt at gå på havet, for jeg vil kun kunne sejle med 2-3 kilometer i timen, og energireserverne vil være opbrugt på fire timer.
Dagen efter er toiletrullebeholdningen nede på et kritisk niveau: “fem træk mere, kammerat”.
Jeg går op til huset og banker på. Breki smiler og åbner en hel pakke friske, kridhvide toiletruller. To nye ruller er som at vinde på et skrabelod, jeg har fundet på jorden. Henrykt!
Vi sidder i husets køkken som blandt andet er møbleret med et imponerende instrument af et ældre multikomfur. Breki fortæller, at det er fra gammel tid og vejer flere hundrede kilo.
– Ingen vil hente det, fordi det er så tungt og stort. Vi griner.
Det blæser stadig på tredje dagen, men det gør ikke noget, for jeg sidder i køkkenet og nyder duften af kaffe og spiser franskbrød med ost. Breki fortæller om stedets legender og viser en lokalhistorisk bog med sort-hvide billeder af mennesker, der lever her. Jeg fascineres af historierne om det barske liv i et af Islands mest øde områder, hvor der bor mennesker.
Vintrene var så kolde dengang hvor væggens isolering blot var et stykke pap, at alle sad i stuen foran kaminen med ansigtet svedt af strålevarmen, mens ryggen var iskold.
Husene bruges ikke længere til helårsbolig. Familien deles om stedet i fritiden, men bor i nærheden af hovedstaden.
En død kaskelothval drev ind land under en storm for et par år siden. Stormen trak hvalen ud igen nogle dage senere, hvor den gik til grunde i den lille vig ud for mit telt.
– Kom der ikke nogen for at se den døde hval?
– Heroppe? Nej, slet ikke.
Jeg griner ved tanken om, at der i Danmark sendes håbefulde journalister i spidse laksko ud i klitterne ved Vesterhavet, hvis bare et marsvin er strandet.
Vi siger farvel for denne gang, for i nat må jeg udnytte det stille vejr. Vinden lægger sig, og jeg skal nå at sejle de 40 km rundt til byen Raufarhöfn på otte timer, inden vind og hav rejser sig igen om morgenen. Bliver du “fanget” på toppen af Island ved Melrakkasletta, kan der gå mange dage inden vejret tillader at du kan sejle videre.
Jeg er spændt – reelt anspændt – for efter Rauðinupur, som er en mægtig, gammel vulkan, skal jeg uden om landtangen Rifstangi, der er notorisk kendt for brækkende bølger og stærke strømforhold.
Jeg skal gøre det alene i tusmørke, hvor det er svært at se landingsmuligheder, hvis jeg kæntrer og ikke kan rulle eller redde mig selv op i kajakken, inden vind og bølger fører mig ind mod land.
Ved midnat blæser fralandsvinden hårdt i stødene. Afgang udsættes et par timer.
Jeg sejler helt tæt på vulkanens lodrette klippesider, der rækker så langt op, at toppen ikke kan ses. På den måde undgås kastevinde, som vil blæse mig langt ud på havet.
Omkring 100 meter inden hjørnet er der læ. Jeg skyder et par billeder.
– Jeg sejler så tæt på en vulkan, at jeg kan røre den. Hvor sejt er det lige?
Ved hjørnet stivner ansigtets hud af en mur af kold, massiv vind. En syrlig ammoniakstank af fuglelort er gennemtrængende, og havet skifter dramatisk hurtigt til nærmest at koge i bølger, der falder over hinanden og danner store huller, som kajakkens spids forsvinder ned i og derefter skydes op fra, som en uddykkende ubåd.
Jeg er ikke i kontrol. Det føles ubehageligt. Øjnene skanner omgivelserne, og en løbende risikovurdering kører i loop og vurderer udfordringer og muligheder. Jeg sætter farten op. Enhver meter frem er nye muligheder vundet. Højere hastighed er sikkerhed her. Nogle hektiske minutter fortsætter
De næste timer sejles i middel modvind langs stenede kyster på den nordlige side af Melrakkasletta. Jeg ser uroligt på uret og på kompasset. Kursen er stik øst mod Rifstangi. Jeg er bagud på tid, så pauser skæres ned til en mundfuld vand og chokolade.
Rifstangi passeres udramatisk helt inde på mindre end en halv meter vand.
– Utroligt, så meget denne opgave har fyldt i tankerne til ingen verdens nytte, bare fordi jeg husker kapitlet fra Nigel Fosters bog.
Nord for Rifstangi længere ude på havet bryder bølgerne som eksplosioner mod revet, og der må Nigel Foster og Georg Hunter have sejlet at dømme ud fra hans beretning.
Mit grin afløses med det samme af alvoren ved, at vinden er taget betragteligt til i styrke, og jeg har stadig 3-4 timer tilbage af turen. Det er morgen.
Et firkantet tårn rejser sig nærmest op af havet set fra afstand. Fyrtånet på næste landtange.
– Derfra er det “bare” rundt om hjørnet og ned ad bakke.
Som et forhæng trænger tåge, vind og regn ind fra syd. Som en slags blokade er det næsten umuligt at ro igennem. Himmel og hav står i et og en katabatisk vind (vejrfænomen) siger – hertil og ikke længere
Min stædighed kæmper en fjollet kamp mod elementerne, som jeg ikke er i stand til at vinde. Jeg afbryder og sejler ind gennem revet til højre og finder læ i en lille vig ved et faldefærdigt hus sammensat af blikplader og brædder.
Huset ejendomsmægleren vil beskrive som “renoveringsklar og med god ventilation”.
Der er ingen hjemme, så jeg tager chancen og etablerer telt ved siden af.
Stiksavens tænder gnaver sig gennem træet og sender et vræl af lyd ind i min drøm. Jeg vågner med et sæt.
Den venlige islænding har slet ikke set teltet bag huset.
-That’s no problem, you can stay.
Det er lavvande, og han viser mig husets egen kilde til ferskvand fra gammel tid. Ferskvand lige til at drikke strømmer op af havbunden og samler sig i en slags naturligt klippekar, som ellers er dækket af havvand på andre tidspunkter. Jeg er fascineret.
Næste morgen sejler jeg ud på de sidste tre timer mod byen Raufarhöfn. Tågen dukker uanmeldt op, og jeg kan ikke se mere end 100 meter. Bølgernes brag mod klipperne og lavasten indikerer hvor kysten er, men det er nervepirrende, for jeg kan ikke se det, andet end når en bølge griber kajakken og sender os på en sidelæns rutsjetur tæt på land
Uden for byen Raufarhöfn danner et klippefremspring en slags fæstning og værn mod det kolde hav. På toppen står et orange fyrtårn og vogter mod øst. Det ligner en middelalderborg med høje mure af kampesten og klippe, og det er umuligt at skimte toppen af. Der er ingen steder at gå i land, for selv “stranden” er en samling sten og ral samlet på en 70-graders skråning, der løber fem meter op fra havoverfladen. Måske kan jeg få udstyr og kajak op, men jeg kan ikke med sikkerhed få pakket kajakken her inden start, hvis der er bølger.
Syd for byen skimtes en vig gennem tågen. Jeg kan ikke se åbningen, fordi alt er gråhvidt. Brækkende bølger sendes mod land med en brusende lyd hører og brag høres når bølgerne bombarderer kysten. når de rammer stenene ved siden af åbningen. Her lugter af tang og fugleekskrementer og vidner om, at landfast grund er tæt på, men umulig at se. Jeg fortsætter mod syd.
En time senere finder jeg læ oppe ad en flod. Jeg træder ud i et minefelt af fårelort og oplevelsen kulmineres med et kranie fra et lam.
– i morgen tidlig er jeg omringet af lodne trolde (får), teltbunden er nymalet af deres efterladenskaber, og bonden kræver med rette, at jeg sejler.
Ude i floden griber strømmen kajakken og sender højre side direkte ind i en stor sten. Selv vibrationerne fra sammenstødet kan jeg mærke.
Tågen dækker stadig åbningen til den lille vig, men jeg *skal* i land nu. Jeg mobiliserer så meget styrke som muligt, og sejler som en torpedo med bølgerne gennem tågen med brækkende bølger skummende på hver side af kajakken, og lander i en krog inde i vigen.
Det blæser heftigt og havet er oprørt, og jeg må blive her et par dage.
Byen har ikke samme tristhed over sig, som i Kópasker. Selvom de oprindelige huse i bymidten trænger til en kærlig hånd, så er den sydlige ende udviklet med moderne huse, et sportscenter og en stor skole.
Hos byens købmand prøver jeg tilbuddet om at købe en frostpizza og få den tilberedt og nydt på deres overdækkede terrasse døbt “SunRoom”. Navnet står i skærende kontrast med vejret.
-please try our Healthy Oil’s
Købmanden griner og sætter hvidløgsolie frem til pizza.
Ude på varelageret ser jeg den kæmpemæssige købmand med store hænder og et kødfuldt ansigt sige til købmandsfruen, som jeg forstår som:
– Så kom her, din godte.
Købmandsfruen fniser og danser hen til ham, og han kvitterer med at omfavne den lave, runde kvinde med de tykke brilleglas med sine store arme og giver hende et smækkys lige på munden.
Det er så lækkert og livsbekræftende at se lidenskab mellem to 60-årige på dette tågeomkransede, kolde og vindblæste sted.
– De klarer den sgu!
Næste dag lægger vinden sig til 4 sekundmeter – ingenting på disse kanter. Prognosen lover 1,5 meters bølgehøjde, men fire kilometer fra land beriges jeg med ny erfaring om, at det blot er middelhøjden; flere af bølgerne er markant større. På et klippefremspring ti kilometer væk kan jeg se store hvide skumsprøjt, og det må betyde at så er bølgerne store i dag. Jeg dropper det planlagte 25 km kryds eller at følge den lodrette kystlinje i 30 km og vender om. En time senere sluges hele området af tæt våd tåge og vinden stiger uanmeldt
/Martin