Bølger og vind giver så stor modstand, at kajakken helt mister fart, når pagajen ikke føres gennem vandet til fremdrift. I bølgedalene tæller jeg to sekunder, inden horisonten kan ses igen. Herude er det ikke smart at være i kajak i dag.
Mavefornemmelsen har ret (altid), men jeg skal bruge et øjeblik til at anerkende det.
Jeg vender om, men er frustreret, for det er kun dag 2. Bølgerne løfter kajakken op og sender den fremad i uforudsigelige retninger, og det holder tankerne travlt beskæftiget.
En grindehval dukker op ca. 10 meter ude til venstre. Den ånder overfladen og dykker elegant, og sådan følges vi ad i nogle minutter ind i fjorden igen. Det giver mig en følelse af ro, næsten overtroisk, og det hjælper på uroen i kroppen.
Næste dag er heldet med mig, for bølgerne er halveret. Ved udmundingen af Eyjafjörður, omkring 40 km nord for Akureyri, opleves et bælte af stærk vind på nogle hundrede meter. Med ét er vinden væk, som om jeg træder igennem et tæppe på en scene. Ruten er nu østgående.
Lidt før øen Flatey begejstres jeg af at se en lunde/søpapegøje for første gang. Stort ståhej med at finde kameraet frem og få oplevelsen dokumenteret.
Senere møder jeg hundredvis af lunder, og jeg griner ved tanken om, hvor meget energi jeg bruger på at tage et billede af én lunde for blot en time siden.
Lundefuglene er ikke tilfredse med at få besøg på Flatey og giver sig tid til at flyve omkring og skræppe op. Inde i havnen, ved nogle jordvolde, ses deres imponerende mange huler. Jeg sejler ud igen for ikke at genere lundebyen og etablerer telt på modsatte side af havnen.
Det er tydeligvis ikke tilfredsstillende for søpapegøjerne, og de kvitterer med at holde mig vågen det meste af natten ved at skræppe tæt på teltet. Næste morgen ligner jeg en fortumlet udgave af mig selv – som om jeg træder ud af et morgenværtshus om formiddagen efter en julefrokost, der trak ud, fordi vi togi byen bagefter.
Flatey forsvinder i tågen bag mig, og jeg sejler stik øst med kurs mod Kópasker. Et 27 km kryds over fjorden Skjálfandi begyndes.
En sky af vand blæses op gennem havoverfladen, og en mørk ryg af en hval kommer til syne. To pukkelhvaler svømmer roligt i cirkler og dykker – indtil de pludselig bryder overfladen kun 50 meter fra kajakken i et tæt zigzagmønster. Helt fantastisk at opleve så store dyr, men så går det op for mig, at jeg er alt for tæt på.
Jeg ændrer retning og sætter farten op. Hvalerne ændrer også retning og bliver liggende på tværs af min kurs. Jeg ændrer kurs igen, og sådan fortsætter vi i nogle nervepirrende minutter.
– Jeg må videre!
Næste gang hvalerne dykker, sætter jeg farten op, så meget som skuldre og pagaj vil acceptere.
En brusende lyd af vand, som blæses ud med stor kraft og drypper ned på havoverfladen, høres bag mig. Hvalerne giver sig til at “eftersætte” mig i de næste 20 minutter, og det føles lidt nervepirrende. Selvom de ikke spiser mennesker, vil det ikke være rart at støde sammen, for på havet gælder reglen: “den tungeste vinder”.
Efter ca. 40 km på vandet overvejer jeg at krydse næste fjord. Vejrudsigten forudser, at hårdt vejr vil forhindre sejlads I morgen Desuden er min vandbeholdning nede på 1 liter. Tanken om varm kaffe og ”town food” i Kópasker lokker så stærkt som en slikskål foran en træt 5-årig.
Jeg krydser næste fjord. Tidevandet vender pludselig modsat de data, jeg har, og en let modvind på 3-4 sekundmeter gør ikke livet lettere ombord på mit lille skib (kajak, red.).
De følgende 5 timer bliver så krævende, at mit pausemønster ikke længere slår til. Jeg begynder at tage flere pauser og mister derved fremdrift.
– Bare lige 10 sekunders pause igen, det føles så rart.
Ekstra pauser giver lidt det samme som at tisse i modvind (for mænd); forløsningen føles, men du får våde klæder = nye udfordringer.
Jeg holder hviledag ved Kópasker og går ind til centrum for at spise byens specialiteter. Turen derind går gennem dens eneste tre gader. Størstedelen af husene er en tro kopi af hinanden. Måske har et entreprenørfirma haft en hasteopgave, eftersom fiskeriet har trukket folk til byen. Igennem husenes vinduer ses et i kvalitet og design varieret møblement, og nogle huse har afskallede facader og flere grålige, punkterede ruder. I enkelte indkørsler holder flotte amerikanerbiler, men der er flest bulede og beskidte firehjulstrækkere. Uligheden blandt indbyggerne synes stor.
Købmandsbutikken har også et cafeteria. Et selskab af seks elektrikere støtter fint op om stedet ved at lade sig bespise der i frokostpausen. En pensioneret gentleman underholder med, at han netop er blevet klippet hos byens frisør, og et par unge køber energidrik ligesom unge gør i Danmark.
Fiskekødboller med islandske kartofler får flere af gæsterne. Jeg bestiller det samme. Retten smager frisk og veltilberedt. Værre står det til med mit forsøg på at smage den anden hovedret: En omgang fiskepinde til 200 kroner, som nok var hældt ud af æsken sammen med en halvåben pose pommesfrites for fem minutter siden. Den ret bør man gå udenom.
På vej ud af byen møder jeg nogle børn, der løber af sted mod skolen med planter i favnen. De skal nok til biologi og har været hjemme for at hente noget til undervisningen. Det gør mig glad at se dem, for hvis de bliver boende så er der håb for byen, som – i dansk kontekst – ser døende ud.
Et par dage senere og efter endnu en omgang øretæver af det islandske vejr, ankommer jeg til en lille vig, der giver en god landing i læ for bølger. Vejrudsigten lover hård blæst i mindst to, måske tre dage, og jeg indstiller mig på at ligge vejrfast. Jeg har mad til 4 dage, strøm til 4 dage og toiletpapir til 2-3 dage, så det bliver spændende at se, om jeg når at løbe tør for forsyninger, inden vejret bedres.
/Martin