Lyden af en ivrig pusten og noget, som masede sig under teltdugen, vækker mig. Hunden smiler nysgerrigt med øjnene inde. En febrilsk stemme fra hundelufteren får kaldt min gæst til sig, og hunden kravler baglens ud igen.
Journalisten og fotografen kommer om et par timer, for at lave et interview om vores indsamling til Julemærkehjemmene og om kajakturen rundt om Nørrejyske Ø. Imens jeg drikker kaffe og samler tankerne om at skulle ud i blæsevejret og deltage i gode billeder til fotografen, blinker telefonens display i inderteltets netlomme. Beskeden fra Fruen fortæller, at journalisten og kameraholdet har aflyst, fordi de prioriterede noget andet i stedet.
En varm følelse af lettelse spreder sig i kroppen, og et smil breder sig ved tanken om, at jeg har vundet en formiddag med alenetid. Vinden blæser 15-20 m/s ude på havet i nogle timer endnu, og jeg venter på bedre forhold at ro i. “Tænk hvis nogen blev jaget på havet i deres arbejdstid, fordi jeg fjumrer rundt ude på havet i min fritid – ikke tale om, jeg venter på bedre forhold”.
Teltet gynger fra side til side, lynlåsene klirrer i takt, og solen varmer dejligt på teltet. Tid til kaffe, hygge, kigge vejrmelding, mere kaffe, og en gåtur. Livet er ikke så slemt på første række med havudsigt.
På havnen møder jeg to lystfisker. De er nysgerrige på kajakken og teltet, og hvorfor jeg er “på camping” på denne årstid. Jeg fortæller om indsamlingen og turen i kajak rundt om Nørrejyske Ø i en god sags tjeneste, og at de er mere end velkomne til at give et bidrag til min indsamling til Julemærkehjemmene.
“Af princip støtter jeg ikke indsamlinger til børn og dyr, De får nok i forvejen” Fiskeren i regnjakken fnyser påtaget efter sin bemærkning, og spejder ud over havet. Den anden fisker vil ikke høre tale om ikke at støtte, og går straks til angreb på sin fiskekammerat: “Kan du så se at få pengene op. Det går til et godt formål!” En livlig diskussion opstår mellem fiskerne, og de ænser at jeg lister væk.
Utålmodigheden vinder efter 3 timer, og imens en frisk vind blæser med ca. 10-15 m/s i vindstødene, forlader kajakken og jeg stranden ved Ålbæk Havn. Sol og blå himmel med spredte tynde skyer pryder bølgerne i Ålbæk Bugt. Det er forsvarligt at være vandet nu, men teknisk svært.
“Mon, jeg kan lave støttetag med wingpagajen i de her forhold?” tænker jeg. Kursen er direkte mod Frederikshavn, der skimtes i horisonten, men vind og bølger fra nord vil det anderledes, og kajakken kaster sig fra side til side, og skubbes ind mod land.
Bølgedalene efterlader huller som pagajen dykker dybt ned i, og kajakken kommer i ubalance, når kroppens vægt flyttes til siden uden pagajens greb i vandet. I mere end 1 time er jeg på overarbejde for at undgå kæntring. Hovedet føles tungt og drænet for energi, da jeg når frem til revet ud for Frederikshavn. Der er intet alternativ til at fortsætte mod syd og ind i Limfjorden, for en snestorm er på vej, og det er ikke attraktivt at blive fanget på østkysten i flere døgn, imens vind og snestorm raser.
Frederikshavns mole og havnebyggeri har noget råt industri-agtigt og imponerende over sig. En roterende radar skimtes længere væk inde i havnen, men jeg kan ikke se over molen og vurderer, at skibet er fortøjet ved kajen. Længere fremme ved indsejlingen ser jeg så dybt ind i havnen som muligt uden at se skibe på vej ud, og sejler langsomt frem for at se rundt om molens hjørne.
Et overdøvende langt signal fra skibets tågehorn vækker adrenalinen i kroppen. Instinktivt sejler jeg baglæns for fuld kraft. 2 fartøjer – et større fragtskib og lods er på vej ud. De passerer tæt forbi mig, hvor jeg er placeret tæt ved molen, og kajakken minder om en tændstik i vandet ved siden af en flydende træstamme.
Efter fri passage accelereres kajakken op i fart og nu er jeg syd for molen – syd for Frederikshavn. Glæden ville ingen ende tage, og jeg fejrede succesen med en chokoladebar, og et obligatorisk helte-selfie foto. Vind og bølger fra nord hjælper til en god fart mod syd. Næsten som intervaltræning, surfes de bølger som er mulige, og jeg skyder en fart på ca. 9 km/t selv med tung last.
Stensnæs Flak i solnedgang, landskabet i silhuet, og en lyde fra tusindvis af fugle inde over land. Dønninger fra døgnets blæsevejr sender rullende bølger ind mod revet, som brusende gynger mig op og ned.
Nattens mørke overtager solens sidste stråler. På den stjerneklare himmel, hvor Venus og Jupiter lyser så skarpt, at de skinner på havets sorte glasklare overflade, glider kajakken lydløst ind i Limfjorden. Et vejrskifte er sket, og kulden har sænket sig som et koldt og altomsluttende tæppe, og kajakkens dæksliner er stivfrosne.
Den våde tørdragt og vandfyldte neoprenstøvler får kuldens greb til at bide sig hårdt fast, så det smerter i ben og fødder. Rimfrost i skægget drysser af, og de fugtige kinder bliver stive af kulden.Jeg holder flere pauser imens teltet rejses, for kulden fremkalder smerte i hele min krop.
Inde i teltet lokker udmattelsen med en dyb søvn, og jeg ved at det er farligt, for underafkølet krop og sind kan føre dårlige beslutninger og fejltrin. Jeg taler højt for at holde koncentrationen på plads: “Det er snart farligt, hold dig vågen, spis, kom nu, hold dig vågen”. Overbalance vækker mig, da jeg ruller rundt i teltet, efter at være faldet i søvn på knæene. Maden havde jeg stadig i hånden, og utroligt nok tabte jeg det ikke.
Erfaringer
Pause-taktikken jeg havde udviklet i løbet af dagene virkede godt, for den var simpel at styre og holdt mig i gang. Pause-taktikken styret et ur med viser, for det var simplet og tydeligt at aflæse, og ikke afhængig af alarmer. Sådan gjorde jeg:
minuttal 00:00 roning normal intensitet,
minuttal 30:00 roning lav intensitet og fokus på teknik, og nyde ethvert rotag
minuttal 35:00 roning normal intensitet
minuttal 58:00 mad og vand indtag og ingen roning.
Mad og vand pakket i dækstaske, så jeg kan nå det med 1 hånd, selv i vind og bølger eller i reducerede lysforhold.
Dag 11
Ålbæk til Hals
12 timer / 75 km
-Martin